3. søndag efter påske 2020

Ord fra sognepræst Marie J. Damm

Vandringsmanden: Hvor går vi, hvor står vi

”Hvor går vi, hvor står vi?” synger den danske musiker Lars Hug For i sit nummer Alting går fra hinanden. Og det kendetegner ret godt en tid, hvor vi dels går fra eller uden om hinanden på gader og stræder, men hvor vi også forsøger at hitte rede på, hvor vi er nu, og hvor skal vi hen bagefter? Og mens vi afventende kræver svar på de helt praktiske forhold under corona-krisen, så er der også mange, der søger efter meningen med det hele, om sandheden i det hele taget med spørgsmål om værdier og dannelse, om skyld og ansvar, om nærvær og afsavn - hvor står vi lige nu, og hvor skal vi gå hen?

Billedkunstneren Arne Haugens Sørensen har gentagne gange malet vandringsmanden. En mand, der foroverbøjet med en stok i sin hånd, bevæger sig fremad. Han ser slet ikke op, men går optaget og fokuseret mod et mål. Det mål kan man ikke se på malerierne, og på den måde siger kunstneren måske: vi er på vej, men vi ved ikke nødvendigvis hvorhen. Vi er i konstant bevægelse, vi udvikler os og forandrer os hele tiden. Livet kan på den måde karakteriseres som en lang vej, men den er ikke altid så ensartet som de store tresporede motorveje, der krydser landet, den kan til tider mest af alt minde om kringlede stier i en mørk skov, eller små grusveje med en masse muligheder for afstikkere til nye og ukendte veje.

Jesus siger: Jeg er vejen og sandheden og livet! Og den vej han viser sine disciple og os er hverken lige eller ensrettet, tværtimod kan hans ord og hans liv synes at virke modsætningsfyldt og forvirrende, men også fuld af muligheder - der er ikke altid en direkte vej til sandheden, et endeligt svar på det hele.
      De fleste efterspørger netop dét svar – den præcise henvisning, det korrekte argument, det afgørende bevis. For hvis bare det var så enkelt, hvis bare der kun var én vej og én sandhed, én måde at leve livet på. Nogle gange tror man endda, at nu er man nået frem, endelig har man fat i det rigtige, man har nået sit mål, men et eller andet sted sætter en langsom bevægelse i gang igen, og inden man ser sig om, befinder man sig på vejen igen i jagten efter sandheden.

Det gjorde disciplene også. For fra at leve med et forventningsfuldt håb, sidder de pludselig tilbage i meningsløs afmagt, da Jesus er død. Det, de troede ville ske, skete aldrig. De havde nemlig en forestilling om, hvad der skulle ske, og hvordan opstandelsen ville se ud. Men de er skuffede, da de endelig møder den opstandne Kristus, for han er bare et ganske almindeligt menneske. Så ordinær, at de ikke engang kan genkende ham, førend han taler til dem og kalder dem ved navn og siger: Jeg er livet! Det var ikke det, de havde regnet med, sådan så deres håbefulde drømme om deres messias og Gudsriget ikke ud –forandringen så ikke ud som forventet.

For opstandelsens håb er ikke en kompensation for dette liv, en vej væk fra verden som vi kender den. Opstandelsen er et håb til dette liv, som vi lever nu og her med rådvildhed og meningsløshed, med håb og glæde, med sorg og afmagt, og med kærlighed og tro. Jesus kalder sine disciple til livet, og derfor handler kristendommen ikke om at søge en enkel sandhed eller at leve et fuldkomment liv. For at være menneske er at vandre af sted i konstant søgen, og samtidig acceptere, at man ikke nødvendigvis når frem til et mål, til det man forventede – til en vejens ende. Og mens vi bevæger os på livets veje, så vil der være dage, hvor vi går fra hinanden, men der vil også være øjeblikke, hvor vi støder vi ind i hinanden. Lige nu sker det på afstand, men det er stadig i disse sammenstød, når menneskers veje på forskellig vis fletter og snor sig gennem hinanden – at sandheden er, at livet er - og Gudsriget!