5. søndag efter påske
Ord fra Sognepræst Marie J. Damm
Pics or it didn’t happen… Siger generationen af mennesker, der vil have beviser, klare tilgængelige billeder af en begivenhed, for ellers findes det ikke, ellers er det ikke sket, og så kan man ikke forholde sig til virkeligheden. Men vi kan ikke tage fotos af forårsforelskelsen eller af sorgens skyggedal, vi kan ikke fremlægge beviser for det spirende håb eller den tyngende følelse af afmagt, ligesom vi ikke har billeder af vores tro og af vores Gud.
Men det er netop, hvad vi har. Vi taler nemlig om vores tro, vi bekender os til Gud, vi synger om vores religiøse forestillinger - i billeder. Vi ser det for os: vi ved hvordan faren rækker armene ud og modtager sin fortabte søn, som han på lang afstand endelig ser vende hjem. Vi ser den usle stald med den lille krybbe, som den unge Maria lægger sin nyfødte søn i. Og de mange ord om nåde, miskundhed og herliggørelse er måske gammeldags og anderledes end det sprog, vi benytter til daglig, men de skaber billeder i vores indre, der siger os mere end mange ord kan gøre. De sætter sig i os, de bliver som et sæt briller, vi kan sanse verden igennem – og gør på den måde vores liv og hverdag så langt større, end hvis vi blot benyttede klart afgrænsede og rationelle definerbare udtryk og argumenter. Jesus bruger lignelser, billeder vi kender fra vores dagligdag, når han forkynder sin faders rige og det evige liv. Det gør han ikke for at bevise noget for os, men for at fortælle os, at det netop er i dette liv, her og nu, i den verden vi kender, at Gudsriget bryder igennem.
Og dét er det evige liv! Så enkelt er det. I alverdens andre religioner er det ellers først efter døden, at det sjove sker. Nirvana, det muslimske paradis med villige jomfruer, Jehovas vidners åbenbarings-idyl… Kristne har også dyrket denne forestilling om livet som en jammerdal, og livet hos Gud som den egentlige lykke. Det er netop de billeder og forestillinger, som fik Karl Marx til at kalde religion for opium for folket, noget der kunne sløve sanserne og lukke menneskers øjne for samfundsforhold, som burde ændres. Det er også de billeder, der har sat sig i os, for selv om vi ikke kan poste dem på facebook, så findes de og lever videre i vores religiøse forestillingsverden, selv om og på trods af, at det er mere enkelt.
Men er livet egentlig så enkelt? Det kan heller ikke fastslås, hvad livet er eller vil blive. Livet leves og udfoldes i begivenheder, som ikke nødvendigvis kan planlægges; livet er noget, som rammer os, og ofte overrumpler os. Vi ved ikke, hvem vi møder, og når vi lærer hinanden at kende, så er vi heller ikke sikret viden om, hvad der vil ske i de dage, vi deler. Men vi erfarer, at når vi kender hinanden, så er vi ikke længere kun tilskuere til en tilværelse, til billeder, vi kan nøjes med at vurdere og analysere. Vi kan nemlig ikke nøjes med at betragte livet, når vi kender hinanden, for da bliver den andens liv til mit liv, til en del af mig og det er det, der gør livet større end det ser ud, og et menneske til mere end det, der kan siges om det.
Det betyder, at vi heller ikke blot er tilskuere til det evige liv, så vi på afstand kan få vores nysgerrighed tilfredsstillet og vide os sikre på det eller på fremtiden. Hvad der skal ske i himlen, kan vi sige lige så lidt om, som hvad der skal ske i morgen og det næste år. Men vi kan håbe, og til det håb er vi frelst. … Vi fatter det ikke med vores tanke, vi kan ikke slå op i et leksikon for at orientere os om, hvordan det hele hænger sammen, og vi kan ikke lægger pics ud på internettet. Troen spekulerer ikke i håndfaste beviser eller dokumentation for Guds eksistens. Og det gælder vel tilgangen til livet i det hele taget… for er det ikke netop det, der ikke kan bevises; den spirende forelskelse, det gryende håb, musikkens toner, poesiens klang, eventyrlige ord og drømmende forestillinger og fantasifulde forventninger, vi bærer rundt på, der kaster lys over vores jordiske liv, som hæver og vederkvæger os, som herliggør vores dagligdag og lærer os at kende livet, som det også er! God søndag!
