Jomfru Maria og Nørrebro synger

Lige nu synger Danmark. Vi synger om morgenen med Philip Faber. Og vi synger med hinanden – fra altaner og vindueskarme. Når vi synger, også selv om det er på afstand, så er vi sammen. Og det får betydning især i svære tider, i en krise, som Danmark og også kirken befinder sig midt i lige nu. Vi skulle ellers have været i gang med at fejre befrielsesjubilæet, og det skulle ske med netop Alsang. For også under besættelsen mødtes danskerne for at synge sammen – for at fortælle vores fælles historie og måske være med til at skabe en ny. For sang, og kultur i det hele taget, er ikke bare underholdning, noget der kan skabe lidt lys i mørke, det der kan fører os igennem en svær situation – ud af verden og virkeligheden – vores sange og vores kultur er med til at danne os.

I Australien kalder man de mytiske sange for Drømmespor. For de sange, de oprindelige Australiere har nedarvet gennem århundrede, er fortællinger, der har gjort det muligt for dem at finde vej, når de begav sig på vandring gennem det australske landskab. I stedet for den lokale udgave af Kraks Vejviser har de sunget sig gennem landskabet og har på den måde rekonstrueret deres rejse. Drømmesporene er både en mytisk fortælling om deres sted, landskab og deres forfædres rejse, men også en ganske konkret beskrivelse af, hvad de nu kom forbi, a la »efter det store bjerg kommer der et træ, og der skal man dreje til venstre«. Dermed vidste de, hvor de var på vej hen, og kunne altid finde tilbage til deres udgangspunkt igen. Drømmesporene førte dem altså ikke ”ud af verden”, men hjalp dem til at navigere rundt i den.
 

En af vores mytiske fortællinger er Marias bebudelse. Den ville vi have fejret i kirken søndag 29. marts, men det er faktisk er faktisk d. 24 marts – altså præcis 9 mdr. før Jesu fødsel. Det er nok en af de bibelske beretninger, de fleste kender, men som mange også ryster tvivlsomt på hovedet af. De mange vittigheder om jomfrufødslen er et udtryk for, hvor svært det er for frisindede og oplyste mennesker i dag, at forholde sig til den bibelske historie; hvad er meningen, hvad betyder denne fortælling egentlig? De fleste mennesker, der på én gang gerne vil drømme sig ud af verden, har samtidig svært ved at forstå historier, der ikke er af denne verden. Men om man hører Lukas’ gode budskab som et slags digt, en uhistorisk myte eller en virkelig begivenhed, så siger den noget – også til os i dag.

Englen, som bebuder Maria, at hun skal føde en søn, understreger nemlig, at der ikke er tale om en fin idé eller rationel tanke for de særligt indviede; det er ikke endnu et budskab om en fjern og ophøjet Gud. Men om en Gud, der går ind i det afmægtige menneskeliv for at gøre sig til ét med netop det. Det guddommelige bryder ind i det almindelige, det himmelske bliver en del af vores verden gennem Maria. Gabriel bebuder, at Maria skal få et barn – en søn, der skal leve som alle andre mennesker. Det guddommelige er altså ikke et særligt område, vi kan flygte ind i, når verden går os imod. Det guddommelige er en del af vores liv. Og det er fundamentet for kristendommen: ordet blev kød. Gud blev en levende del af vores tilværelse.

Det kan være, at vi reagerer med hovedrysten eller smil på den beretning. Men det kan også være, at vi lader os bevæge, og at vi gør historien til vores, som Maria gjorde det. Så bliver det en fortælling om en Gud, som er der for os, når vi ikke forventer det. Om en Gud, der er med os i angstens mørke. Så bliver det en historie om opstandelse om tro, og håb og kærlighed –om livet og om Gud.

Vores myte giver også os et spor at følge i verden, som de oprindelige australieres. Den fortæller os, at hvor end vi gerne vil, så kan vi ikke lægge livet i faste rammer. Vi kan ikke sikre os mod alt. Uforudsete begivenheder er en del af livet, og de vil ramme alle mennesker, på trods af velforberedt planlægning af alle ting. Sygdom og sorg, og glæde og begejstring bryder ind i vores hverdag, og bliver næsten mirakuløst til virkelighed. Vi kan ikke vise livet bort fra døren, men må erkende, at vi ikke er uberørte - heldigvis. Og det er derfor, at vi synger sammen med Philip Faber og med hinanden fra vores altaner og vindueskarme.

Sognepræst Marie Jacobsen Damm, Sankt Johannes Kirke