Juleaften 2020

Salmer: Det kimer, Julen har bragt, Et barn er født, Dejlig er jorden

I kirken taler man om en Casper Christensen –bølge, for efter at en biografi om den berømte komiker og skuespiller udkom i efteråret, hvor han fortæller om, hvorfor han er blevet døbt som voksen, er det blevet mere almindeligt at indrømme, at man går i kirke, at man er eller vil døbes, at man er troende eller bare har en fornemmelse af, at der er noget, der er større end en selv.

Medierne har også spottet både det gode click-bait udtryk, men også tendensen; at tro ikke længere er noget folk går stille med, skammer sig over eller bare fastholder er noget, der hører privatlivet til. Og måske især i år har landets største aviser interviewet utallige kulturpersonligheder om netop deres tanker om tro, om traditioners og kulturens betydning, og om der har været et større behov for og bedre tid til at tænke over de eksistentielle temaer i livet; Hvad vil det sige at elske, at leve, hvorfor skal vi lide og hvorfor skal vi dø, hvad er meningen med det hele - og hvor hører jeg til i det?

Nu tror jeg næppe, at der er nogen, der strømmer til kirkens døbefont, fordi en komiker fortæller om sin tro, eller at et mærkeligt år 2020 har fået mennesker til at tænke tanker, der aldrig er tænkt før. Der er nærmere tale om en udvikling fra en moderne og generel forestilling om, at juleevangeliet bare er et slags eventyr, en myte uden hold i virkeligheden, til en bevægelse væk fra den noget primitive forestilling om, at man kan skifte hovedpersonerne i Bibelen ud med nisser og spagettimonstre. For der er ikke bare tale om et eventyr eller en hyggelig fortælling, der er også tale om netop en tanke. Der kan være aldre, generationer og tider, der er mest optaget af den fortællingen, som binder os sammen ved jueltræets skær en enkelt aften om året, men der er også tale om et godt budskab, der lagrer sig i vores hjerte, som en grundtone vi bliver ved med at tænke over – som Maria gjorde det, da englens budskab lød over himlen ved Bethlehem: Frygt ikke – i dag er der født jer en frelser – han er Kristus, Herren!         

 Og der er nok at grunde over: for frygten forsvandt jo ikke en nat for 2000 år siden, det ved vi alt for godt, og hvad betyder frelse egentlig? Hvad er det for en fare, jeg bør frygte, og som jeg kan frelses fra af Guds søn? Da Jesus vokser op og taler til sit folk, når han forkynder os Gudsrige, da bliver det klart, at den største fare er, når livet går i stykker. Når vi finder os selv ensomme og isolerede, når vi har vendt os bort fra andre og kroger os ind i os selv, når livets krav bliver større end vores magt, så at vi med Paulus ender med at gøre det onde, som jeg ikke vil, og at jeg aldrig får gjort det gode, som jeg gerne vil, fordi jeg kom fra det i hverdagens travlhed, når jeg ikke kan overkomme det, fordi jeg har for meget på mine skuldre, fordi overskuddet er forsvundet. Dét er faren; at der var noget, jeg gjorde i går, som jeg ikke ville have gjort, og der var noget i går, som jeg ikke gjorde, som jeg skulle have gjort – og det er der ingen, der kan lave om på.

For dagen i går er nu uden for min rækkevidde. Den kan der ikke ændres på, og derfor ender jeg måske med at tænke med frygt på dagen i morgen: hvorledes skal jeg møde og favne den? Det er kun tilgivelsen, der kan røre ved dagen i går og give mig mod til dagen i morgen! Det er derfor, at vi hvert år hører det gode budskab om frelseren, der kommer med fred, for tilgivelsen må komme fra menneske til menneske - og kommer den fra Gud, så må den rækkes til os gennem et menneske. For tilgivelse kan ikke nøjes med at tænkes, tilgivelse kan ikke skrives i en bog eller synges i en sang eller en salme. Tilgivelse skal siges til os, rækkes til os direkte fra hjerte til hjerte. Hvor det sker, hvor er der er tilgivelse, er der fred.

Det er den fred, vi higer og søger – både i gamle bøger, men også i kirken i højere grad. For i kirken er der et budskab, der på en gang bekræfter vores kulturelle koder; at vi er forbundet med hinanden, at slægt skal følge slægters gang, at vi står på skuldrene af tidligere tiders giganter, men samtidig er det et budskab, der også skubber os ud af vores kurs, ud af dagligdagens trummerum, når det fastholdes, at der findes mysterier, der aldrig bliver løst; et budskab, der overskrider vores fornuft og ellers rationelle tilgang til livet – som vi kun kan forholde os til i tro og i tanke, som vi gemmer i vore hjerter.

For hvor meget vi end begiver os ud i en jagt på det, der kan give livet sammenhæng og indhold, hvor meget vi end søger efter meningen med det hele, så får vi juleaften at vide, at det slet ikke er os, der skal lede... Gud begav sig ind i verden for at søge efter os – for at vi kunne finde et sted at høre hjemme. Det betyder, at vores liv med uro, med dets kampe og besvær, får mening og sammenhæng, fordi vi har et sted at høre hjemme; et sted, hvor der findes håb. Vores liv med hinanden får en ny betydning, fordi Gud er blevet en del af det. Derfor hører vi fortællingen om en barnefødsel julenat hvert eneste år, for da dette barns liv begyndte, begyndte også et nyt liv for os. For meningen ligger i, at det er os, der er blevet fundet, og Gud bliver hos os – også i aften.  Glædelig jul og amen      

       – lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen

Lad os alle bede!

Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du julenat blev menneske som os. Lad os tro, at du er lyset, der er kommet til verden, og som skinner i vort mørke. Velsign denne aften her hos os og overalt på jorden. Vi beder for de mennesker, der må fejre denne jul uden deres kære, og for dem, der lever, hvor der er krig og nød. Lad julens budskab om fred nå de bange og magtesløse, de forpinte og undertrykte, så også de får nyt håb. Vær hos alle, der sørger og savner, hos de syge, og dem, der har mistet eller skal miste en, de holder af. Giv os alle din nåde, fred og velsignelse. Amen 
 

Sognepræst, Marie Jacobsen Damm