Kort prædiken og video til 2. søndag efter påske
Søndag den 26. april
Af sognepræst Louise Britze Kijne
Også denne uges tekster handler om får og hyrder. Og det er rigtigt nok at ’pastor’ betyder hyrde, men den egentlige hyrde er selvfølgelig Jesus – og vi er i øvrigt selvfølgeligt ikke får.
I denne uge er den mest kendte af prædiketeksterne nok ikke den fra evangeliet, men den første af teksterne – den fra salmernes bog. Nogle gange når et ældre menneske skal bisættes, har jeg oplevet at familien har fundet en seddel i en skuffe, hvor der stod at deres kære afdøde ønskede at det var netop denne , som skulle læses ved deres bisættelse. Det er jeg altid blevet rørt af fordi teksten handler om dyb livstaknemmelighed og at der ikke er noget at frygte, når det er Gud der er ens hyrde. Heller ikke selvom man på sin vej kommer igennem det, der i teksten hedder ’mørkets dal’. Teksten afspejler en dyb tillid til at man hverken i liv eller død er alene – altid set, elsket og beskyttet.
Teksten fra Salmernes Bog lyder:
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod. Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.
Salmernes Bog 23,1-6
Jeg har forsøgt mig med en gendigtning, altså en ikke-præcis, men moderniseret udgave af samme tekst:
Gud er min guide. Jeg mangler ikke noget. Han viser mig hvor der er godt at være. Han styrker mig og viser mig på rette vej. Selv om jeg kan gå helt i sort, er der ikke noget at være bange for, for du er hos mig. Din vejviser er min redning. Du sørger for at alt er godt for mig – lige i synet på dem, der er imod mig. Du gør alt dejligt for mig og jeg har mere end rigeligt hvad jeg skal bruge. Godhed og loyalitet følger mig hele livet og jeg skal altid bo i Guds hus.
-Ja, så fik vi altså lavet Hyrdens stok og stav om til en vejviser. For hvad er en hyrdestav egentlig? Det er mildt sagt ikke noget der fylder i hverdagen på Nørrebro. Der står vist nok en ret flot udskåret en inde i bispegården, som for mange år siden var en gave til den tidligere biskop Fuglsang Damgård fra Indre Mission – men moderne danske biskopper synes nok det er lidt meget at gøre ud af udstyret, så den bliver ikke luftet i forbindelse md biskoppens arbejde. I sådan en flot udskåret udgave ligner den også nærmere et scepter eller noget andet pompøst og ikke et arbejdsredskab for en hyrde.
Hvad hyrder så brugte sådan en stav til? Ja først og fremmest er den ikke beregnet til at slå med. Man tæsker ikke dem man skal passe på – heller ikke i overført betydning. Og på den anden side er det så heller ikke nogen hyggelig kløpind til lige at nusse hvor det kunne være behageligt.
Guds hyrdestav er hans ord. Hans budskab. Det centrale i kærlighedsbudskabet. Det er hverken meningen at det skal piske os eller kæle os blidt i nakken.
En hyrdestav er beregnet til at kunne nå ind i flokken og holde sammen på den. Derfor skal den også have en hvis længde. Guds ord rækker mildt sagt også ud og når ind.
Og så er en hyrdestav beregnet til at sætte gang i flokken og sætte den i bevægelse. Det centrale i kristendommen er også et budskab til os om at være aktive kærlighedsvæsener. Det sætter os i gang og kalder os til liv, hvis vi er gået i stå eller vi har mistet fokus. Og den rundede ende på hyrdestaven er heller ikke bare til pynt. Den er der for at række ud efter os, når det er lige ved at være for sent og vi er på vej ud, hvor vi ikke har godt af at være.
Og når der er tale om en flok og ikke bare en en-til-en relation, så er det fordi vi i den grad har brug for at minde hinanden om alt det her. Vi er dem der giver krop og stemme til kærlighedens ord og gerninger og minder hinanden om at der ikke er noget mørke vi skal gå igennem alene. Amen.
