Prædiken 2. påskedag den 13. april

Af korshærspræst Paul Heden Friis

Tekstrække: Anden række

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.

Johannesevangeliet 20,1-18

Prædiken

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og vor herre Jesus Kristus.

Glædelig påske og velkommen til nogle minutters andagt på Anden Påskedag.

Til anden påskedag i år hører vi om Maria Magdalene  – en af de kvinder der havde fulgtes med Jesus op til påske i Jerusalem – og som de andre må hun have været ganske rystet over hvad der var sket Langfredag med Jesu tilfangetagelse, korsfæstelse og død. Og nu efter den hellige sabbat ikke måtte gå ud – en sabbat kunne så ligne lidt dem, der må opholde sig i isolation i disse corona tider – har Maria Magdalene i den grad brug for at komme ud til Jesu grav og sørge.

Men – graven var tom, den store sten var væltet til side – kun linnedklæderne, stofstrimlerne Jesu døde krop var svøbt ind, i lå tilbage. Maria tror i første omgang at nogen har flyttet Jesu døde krop et andet sted hen, og hun kan ikke finde ham. Hun løber tilbage til disciplene – Peter og Johannes for få deres hjælp. De løber ud til graven og ser også at den er tom – at Jesu ikke er der.

Maria bliver ude ved graven. Peter og Johannes går tilbage.

Hun ser også ind i den tomme grav – pludselig er der to engle der spørger hende hvorfor hun græder? Og Maria tror stadig at nogen har taget og fjernet Jesu døde krop.

Pludselig viser Jesus sig for Maria – hun tror det er gartneren, havemanden – at det måske er ham, der har fjernet Jesus; så må han sige hvor han har lagt ham, så hun kan hente ham tilbage. Men da så siger Jesus hendes navn – Maria – kan hun høre på stemmen at det er Jesus.

Og med et er alt forvandlet for Maria – Jesus, der var blevet væk for hende, har fundet hende – og med stor glæde kan hun vende tilbage til de andre disciple og fortælle at Jesus ikke er blevet væk – men at han er opstanden, at han lever på en ny måde. Midt i Marias usikkerhed, angst og fortvivlelse møder Jesus hende – han kender hende og siger hendes navn.

Vi kan i disse uger også opleve megen usikkerhed og frygt eller angst for hvordan det skal gå, en tryghed er blevet væk for os – midt i det hele vil Jesus møde os – han der kender os og ved om os og vore liv. På den måde er påsketiden en håbets tid. Frygt kan stadig være der sammen med al usikkerhed, men der er også et lys, der er ved at bryde igennem. Noget nyt vil tage form – noget der går ud over de skiftende stemninger vi kan opleve i vores liv. Vi kan være glade eller triste, optimistiske eller pessimistiske, rolige eller vrede – men Guds nærværs strøm går dybere end de små eller store bølger, der rammer overfladen i vore hjerter og sind.

Påsken peger på at Gud er til stede, selv når vi ikke kan finde ham og synes Han er væk. Påsken vil fortælle de gode nyheder, at selv når mange ting i verden synes at gå mod det værre, så er det onde overvundet. Påske bekræfter for os, at selv om Gud kan synes meget fjern, og selv om vi er travlt optaget af mange så meget, så vandrer vores Herre sammen med os på vejen og vil blive ved med at kalde os ved navn.

Sådan er der mange stråler af håb, der lyser op på vores vej gennem livet.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,

som det var i begyndelsen, således også nu og altid

og i al evighed.

Lad os bede:

Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed.

Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred!