Prædiken Skærtorsdag den 9. april
Af sognepræst Louise Britze Kijne
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.«
Matth. 26,17-30
Prædiken
Om vi vil det eller ej, bliver vi særligt i år konfronteret med vores relationer. Dem vi savner, dem vi har mistet, dem vi har og er taknemmelige for og dem, der er hårdt prøvede her efter en måned, hvor vi har været lukket inde sammen. Højtider som jul og påske plejer at kaste lys på netop det og i år er bestemt ingen undtagelse. Bare det at denne prædiken er blevet i brevform i stedet for noget vi kunne være sammen om efter at have spist skærtorsdagsmåltid sammen i kirken, er et tydeligt billede på det. Det er vildt hvordan verden har kunnet ændre sig så hurtigt og måske føler vi os ikke særligt gode til at håndtere de nye livsomstændigheder. Måske er vi ikke særligt large og overskudsagtige hele tiden. Det er ikke let. Det bliver vi altså nødt til at tilgive os selv – vi gør det alle sammen så godt vi kan. Skærtorsdag handler om det forbillede Jesus er som den der leder ved at gøre sig til tjener. Skærtorsdag handler i den grad også om fællesskabet, måltidsfællesskabet og om det der binder os sammen.
Denne Skærtorsdag er det ikke rigtigt muligt at praktisere måltidsfællesskabet, som Jesus ellers lærte os det. Ingen lammesteg i kirken i år. Men selv på afstand kan vi beslutte os for, at det skal være løgn at en kæde ikke er stærkere end de svageste led.
Hvis vi kigger på det berømte billede af Michelangelo med 2020-årets ufrivillige corona-briller, kan det være at det første vi kommer til at tænke på er, at de da sidder alt for tæt på hinanden ved det bord. At man ikke må samles over ti og at der ikke ser ud til at være nogen tiltag mod smittespredning. Det siger jo en del om i hvor høj grad vi ikke kan lade være med at opfatte et budskab ud fra den sammenhæng, vi selv befinder os midt i. Savnet af fællesskabet og frygten for hvad fællesskabet risikerer at udsætte os for er noget nyt. Vores måde at høre om Jesus, der vasker disciplenes fødder er uundgåeligt også præget af de nye tider. Men den beretning var nu også ret vild for den tid, den blev nedskrevet på.
I år ved jeg ikke om det forekommer nogen steder i verden, men ellers har der været tradition for at præster vaskede menighedens fødder skærtorsdag for at følge Jesus som forbillede og gøre sig til tjenere. Det kribler og chokerer bare ved tanken! Det bliver et stort nej tak i år.
Men ligesom æslet vi mødte palmesøndag var et urent dyr, som ingen konge forventedes at røre, var fødderne også regnet som et særligt urent sted på kroppen. Det er stadig sådan mange steder i Mellemøsten, at det er en grov fornærmelse at sidde fx med fødderne over kors, så man viser sko- eller fodsåler mod andre mennesker. Lidt som at vifte med langefingeren. Fødderne var dengang i Jerusalem formentlig både konkret og billedligt et urent sted på kroppen.
En sejrherre sætter sin fod på den overvundnes nakke – og man viser underkastelse ved at kysse sin herres fødder. Vi kender også fra ny testamente at en discipel sidder ved sin læremesters fødder. Jesus gør, som noget af det sidste han overhovedet gør mens han er i fællesskabet, denne besynderlige handling: Læremesteren vasker disciplenes fødder. De forstår det overhovedet ikke og går ind i en diskussion om de skulle ønske sig at blive vasket i større omfang – hænderne og hovedet – for at blive mere rene, men det er jo ikke det hjertets renhed handler om. Og det er egentlig heller ikke det Jesus her vil vise dem. Han tager imod den anerkendelse han får som herre og mester, og det er netop i den belysning han vil at de skal forstå fodvasken: ”Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer”.
Jesus står over for svigt fra sine nærmeste og han står overfor sin død. Hvad gør han? Han går på knæ og vasker møgbeskidte fødder. Hvad skal vi gøre? Vi skal faktisk gøre noget, siger Jesus: I skylder at vaske hinandens fødder.
I år må det være tydeligt at det er op til vores fortolkning, hvordan vi kan gøre os til tjenere for hinanden. For vi skal ikke ud og investere i opvaskebaljer og vaske tæer på hinanden. Opgaven er at finde andre måder at gøre os selv lidt mindre for at komme medmennesket i møde. Disciplene har skændtes om hvem af dem der er tættest på Jesus og utrætteligt forsøger han at få dem – og os – til at forstå at det her ikke er en magt-konkurrence. Bandet U2 synger det egentlig meget godt i sangen Mysterious Ways: "If you wanna’ touch the sky, you better learn how to kneel” – altså hvis det du vil, er at røre himlen, må du hellere se at få øvet dig I at knæle.
Det er ligeså modsætningsfyldt som det er sandt. Og måske dem, vi kommer i kontakt med, der har mest brug for hjælp lige nu ikke er de nemmeste at knæle for og hjælpe. Men ser vi på forsamlingen skærtorsdag aften, sad Jesus jo både til bords med Peter, som glemte alt om sin trofasthed og svigtede da det gjaldt og med Judas, der bogstaveligt talt solgte ud. Det er ikke en uproblematisk forsamling vi har her.
Jesus giver os et forbillede. Han viser at den store kærlighedshistorie måske nærmere ligner et hårdt prøvet ægteskab mellem almindelige uperfekte mennesker, der både kommer til at sætte tilliden og kærligheden over styr og også lider under prøvelser udefra, som vi jo også oplever det i livet, som vi kender det – det kunne være fyringer, sygdomme, tab. Det store i kærligheden viser sig når vi holder fast, som Gud holder fast fordi han tror på os og ser mennesket i os trods vores svigt og fejl. Det er det I skylder, siger Jesus. Vi skylder at ville påtage os hinandens beskidte fødders snavs og at insistere på at stå sammen i vores fællesskaber trods de svære elementer, der kan være.
Gemytterne koger i verden. Sindene koger i Danmark. Vi er bange for sygdom og død og kan ikke overskue hvad al den her corona-elendighed gør ved vores økonomi, vores samfund og vores menneskesyn. Hvad skal vi gøre? Det går jo ikke at gøre ingenting. Vi kunne godt bruge et svar: Hvad ville Jesus gøre? Nu er det jo ham, og ikke os, der er Gud, så vi kan faktisk ikke svare på hans vegne, på så kompliceret et spørgsmål. Vi må bede for kur og vaccine, bede for fred, bede for styrkede fællesskaber og for ikke at blive styret af angst.
Vi kender til hudløshed den gamle floskel om at en kæde ikke er stærkere end det svageste led. Vi kender og godtager den, men det uperfekte fællesskab skærtorsdag viser os noget andet. Det viser os, at vi ved at blive ved med at forpligte os på fællesskabet styrker de svageste led, så deres svigt ikke får lov at bryde fællesskabet. Jesus viser os at vi sammen må hele og styrke de mest udsatte og de, der er mest tilbøjelige til ikke at have forstået pointen i fællesskabet i første omgang.
Måske nogle af os skulle have holdt sammenskudspåskespisning i de kommende dage. Man plejer at sige, at man bare skal tage den mængde mad med, man selv ville have spist. Som regel tager de fleste dog lidt ekstra med. Til et godt sammenskudsgilde tager alle noget med til buffeten. Så er der nemlig også altid nok til den, der er dukket op uden noget. Sådan er det også skærtorsdag, hvor Peter og Judas dukker op uden ligefrem at gøre noget godt for kærligheden i det døgn der ligger fremad i fortællingen. Det er det ideelle fællesskab. Det fejlbehæftede er det ideelle, for det er det eneste, der får lov at stå sin prøve og vise sin rummelighed.
Vi må vove at hjælpe og vove at modtage hjælp. Vi zoomede helt ud på verdens politiske ustabilitet og pandemien, men vi kan zoome ind igen på fodvasken eller på alle de mere oplagte små situationer, vi kan opleve at kærlighedens gerninger ligger og gemmer sig: Den venlige opmærksomhed, tiden til at lytte og spørge interesseret ind til hinanden, overbærenheden i forhold til dem, der for tiden er lidt hårde i filten fordi de er bange – de små overskudsting, der af og til breder sig til større overskud. Hvis vi ikke kan overskue verden, kan vi i det mindste starte med at lade kærligheden brede sig i det nære. Det er også at praktisere den kærlighed Jesus viser. Kærlighed opbygger os som mennesker. Kærligheden gør noget ved os. Den opbygger vores livsmod. Og det har vi så sandelig brug for, når verden gør os bange.
Kunne vi være sammen nu, ville vi gå til nadver lige om lidt. Mærke at vi er sammenspiste i kærlighed og at vi sammen kan bære hinanden. Lad ingen føle sig spist af og lad os ikke blive mere sammenspiste, end at vores fællesskaber åbner sig og giver plads til den, der er faldet ud af sammenhæng, den der kommer udefra. Om en lille måned kan kirken så småt åbnes igen. Hvordan ved vi ikke endnu, men i savnet af at samles kan vi tillade os at spole lidt frem – for vi ved det er blevet påske en gang for alle. Og vi ved at det er blevet pinse en gang for alle. Det der binder os sammen er den Helligånd, der også forbinder os med Gud og som binder os sammen på tværs af selv dødens grænse.
Hvis vi sad sammen lige nu til en påskemiddag, eller ved nadverbordet, eller som på det famøse billede af Michelangelo, kunne vi se for os, at vi udgør den vandrette akse i korset. Gud lyser sin lodrette akse, som den lodrette arm i korset ned gennem vores fællesskab. Må skærtorsdag minde os om at korsets brændpunkt er i hjertet på hver enkelt af os. Fra hvert menneskehjerte går der en lige linje ud til vores medmennesker og en lige linje fra Gud. Skærtorsdag hedder ’skær’ fordi den er ren og skær som de renvaskede fødder. Må den også altid minde os om at vores jordiske fællesskab gennemskæres af Guds kærlighed og at vi sammen altid er stærkere end de såkaldt svage led. Amen
