Præstens ord 1. søndag efter påske 2020: Hvad er op, og hvad er ned?
Alt er vendt på hovedet. Alt er omvendt.
Efter flere ugers nedlukning af Danmark – og af kirken, er det følelsen, mange sidder tilbage med. For hvor vi normalt griber ud efter hinanden, stikker vi nu afværgende hænderne frem foran os. Når vi synger, griner og græder sammen – så sker det på afstand, via en skærm, eller også så sker det slet ikke. Nogle mener, vi kan lære en masse af det, andre at vi tager skade. Man kan snart ikke kende forskel på op og ned.
Den italiensk maler Caravaggio vendte op og ned på sin tid og miljø sidst i 1500-tallet. Han var på en gang en fordrukken ludoman, der vist endda slog en mand ihjel, men han var også en af pavens foretrukne malere. Han var både berømt for sine kraftfulde og detaljerede malerier, samtidig med, at det stødte mange, at Matthæus for eksempel blev malet med beskidte fødder. Caravaggio vendte alt på hovedet – også disciplen Peter, Pavens forgænger. På maleriet Peters korsfæstelse hænger kirkens leder med hovedet nedad på sit kors.
Peter er ved at blive korsfæstet. Hans hænder og fødder er naglet fast, mens tre mænd forsøger at rejse korset op. Men selv i den største smerte, er der skønhed. Selv i mørket er der en forklarende oplysning. På typisk Caravaggio-maner smyger lyset sig om Peters krop, og viser os et ansigt, der ikke er forvrænget af smerte, men synes afklaret. Han burde være besvimelsen nær af frygt og smerte, men det er som om han i stedet løfter sig op for at se, at alting foregår, som det skal. Det er som om, han har øjenkontakt med én, der er ved siden af ham - én vi ikke kan se. Måske er det os, han følger med sine øjne, mens vi følger ham.
Følg mig! Sagde Jesus til sin nærmeste discipel – og Peter tog det åbenbart så bogstaveligt, at han endte med at dø på samme modbydelige måde som ham, fortæller kirkehistoriker Origenes. Men man kan sagtens efterligne Jesus i det ydre uden at efterfølge ham. Efterfølgelse er nemlig at leve efter Guds vilje og i kærlighed til næsten. At følge efter i kærlighed til næsten handler ikke om en holdningsløs sentimentalitet; at vi skal tale hinanden efter munden eller give ligegyldige skulderklap. Kærlighed er en vilje til solidaritet og fællesskab med næsten – også selv om det til tider kan kræve barske ord og strenge krav, også når det ikke er nemt og ligetil.
Derfor er Peter så vigtig en figur i de bibelske evangelier. Derfor fremhæves forholdet mellem Jesus og disciplen Simon Peter igen og igen. Ikke fordi han er den perfekte helt, der belønnes med en gejstlig lederstilling, men fordi han bliver hovedperson i den gode fortælling, der fastslår den ubetingede og evige kærlighed. Den fortælling, som man hverken kan finde op eller ned i. Det evangelium, der vender op og ned på det hele. Peter kender til svigt og fejhed fra sig selv, og han oplever, at det intet ændrer. Hans fornægtelse og troløshed skiller ham ikke fra Jesus. Han bliver nemlig ikke elsket for sine kvaliteter, men på trods af sine svagheder. Han elsker stadig – og bliver elsket. Han er altid og allerede elsket.
Derfor kan Peter, da han er gammel, strække sine arme ud og lade sig blive ført derhen, hvor han ikke vil. For nu ved han, at ligesom han følger Jesus, bliver han også fulgt. Derfor løfter han afklaret sit ansigt mod os på Caravaggios maleri. Han ser nu, at selv i døden og mørket er han ikke alene, for der er én ved hans side. Han ved, at selv når vi fejler og fortryder, selv når vi svigter og tvivler, er vi elsket. Derfor kan han se på os med et blik, der næsten gentager ordene: følg mig!
Ikke i det ydre, ikke i døden, ikke i forsagelse, ikke i efterligning, men i efterfølgelse af den kærlighed, der elsker på trods, ubetinget og evigt. Vi kan følge efter og vi kan elske – fordi han elskede os først.
Sognepræst Marie Jacobsen Damm
