Præstens ord ved Aftensang - torsdag 26. marts

Af: Korshærspræst Paul Heden Friis

Kære Torsdagsfolk

Det er blevet en meget anderledes fastetid, end nogen kunne have forudset.

Omkring fastelavn nævnte jeg lidt om den kristne fastetid – med de 40 dage op til påske.

Men fastetiden i 2020 er blevet noget anderledes end det, vi tidligere har oplevet. Vore første tanker på faste er vel, at faste har noget med mindre eller ingen mad i en periode at gøre. Nogen har også talt om, at fastetiden også kunne bruges til at gøre os mindre afhængig af ting som mobiltelefonen og det at være online hele tiden. Begge er former for en slags faste, og flere af den slags, kunne sikkert være nyttige. Måske fylder mad og det at være online og opdateret mere, end godt er.

Men i år har vi fået en helt anden form for faste. Fasten i år er i den grad blevet en begrænsning af vores sociale liv, og en kalender der er kommet på slankekur. Pludselig er dagene ikke planlagte, og dem vi helt naturlig plejer at mødes med eller inviterer til samvær, må vi ikke mødes med, for ikke at smitte eller blive smittet med COVID19 virus. Og vi må også undvære vores ugentlige torsdagspisning og gode fællesskab.

Det var ikke lige en fastetid vi havde forestillet os eller planlagt kunne bringe noget godt med sig. For de mennesker, der selv bliver eller har familiemedlemmer, der bliver alvorlig syge, er det en trist tid. Vi andre, der ikke er ramt alvorligt af COVID19, mærker vel fastens inderste væsen nemlig at få øje på det, der betyder mest for os her i livet. Det går op for os, hvor meget samværet med andre mennesker betyder. Heldigvis opstår der også en hjælpsomhed og kreativitet som er helt enestående.

En af de bibelske læsningerne i fastetiden er fra israelitternes ørkenvandring. Ørkenvandringen er en fortælling om Guds trofasthed og menneskers utålmodighed. 

Efter i flere hundrede år at have været i fangenskab fik de endelig deres frihed, men ikke lang tid efter at de var kommet ud i friheden, begyndte de at længes tilbage. Og de begynder at give ondt af sig.

Hvorfor gjorde de det?

Fordi de ikke lige var forberedt på at der mellem slaveriet i Ægypten og det forjættede land, var et stort område, som var ørken. Og den ørken måtte de først vandre igennem. De havde måske forestillet sig at når de forlod slaveriet og kom ud i friheden, var der masser af valgmuligheder, velstand, et nyt spændende liv de skulle til at leve, og som de havde længtes efter. Men sådan var det slet ikke.

Da de forlod Ægypten kom de ud i et område med langt større uvished, langt mere uforudsigelig end de havde haft i Ægypten.

Hvor de i Ægypten havde haft faste rammer, faste huse med murer – boede de nu i telte. Hvor de før havde haft faste rutiner og alt var velorganiseret af andre, havde de nu ingen faste rammer, og de var nu helt overladt til selv at finde rammer og få struktur på deres liv og hverdag.

Og derfor begyndte folket at længes tilbage mod de faste rammer i Ægypten.

De forjættede land var ikke bare en abstrakt størrelse for dem, men også meget langt væk.

Nej, de længtes tilbage.

Vi befinder os lige nu en slags undtagelsestilstand, kan man godt sige.

De rammer der plejer at være om vores almindelige hverdagsliv er der ikke længere. Ikke bare er vores landegrænser lukkede, men også vore sociale grænser er blevet lukkede. Vi kan ikke længere mødes med hinanden, heller ikke til vore torsdagsspisninger og –aftner, som vi gjorde tidligere.

Den rytme, de strukturer som vores hverdag har til daglig, den er der ikke længere.

Og det betyder, at vi befinder os i en situation, der minder om israelitterne i ørkenen, vi bor i telte, og vi håber på at vi finder en eller anden vej, og så håber vi at den her ørken ikke skal vare alt for lang tid. Og vi begynder at længes tilbage til det alt det normale igen – sådan tror jeg, at vi er en del der har det.

Nogen kan måske godt lide at der er mere ro i byen, men for andre er det en meget udfordrende tid – børnefamilier eller dem der ikke kan få besøg på plejehjem eller sygehus – og for dem der ikke kan komme på  besøg. Ja, at vores hverdag overhovedet ikke har den struktur og orden den plejede – og vi kan længes tilbage.

Men måske er det ikke blot et spørgsmål om at komme så godt som muligt igennem denne ørkentid, denne ørkenvandring, måske er der også en skat der venter på at vi finder i denne ørkentid. At denne undtagelses tid ikke blot bliver en parentes, men at den bliver en overgang til noget nyt. En tid hvor vi kan besinde os på det som er vigtigt i vore liv. Måske at finde kilder der er dybere end som vi i vort daglige liv får ro og tid til at finde.

Hvordan finde ind til disse dybere og stærkere kilder? Hvordan bliver denne coronatid en frugtbar tid – ikke bare en tid, en parentes der skal overstås og vi så hurtig som muligt kan vende tilbage til det normale liv? En tid der kan opbygge og forny vores indre liv og liv som menneske?

Nu her vil jeg blot nævne en ting, et område. Nemlig at blive forsonet med at vi ikke har den fulde kontrol over vores fremtid. Og bekymring og angst kan være vores reaktion og modstand mod at erkende det - at det vigtigste om vores fremtid er ude af vore hænder.

I disse uger er det ligesom statsmagten i stor grad går ind og tager kontrol – en stor del af vores individuelle frihed er blevet begrænset med love og i de retningslinjer som myndighederne har givet os. Og det kan være godt for en periode, men i virkeligheden kan vi ikke ligge vores liv i statens hænder, men på et meget dybere plan, der vi overladt til os selv og til at finde vores vej – det kan vi ikke udlade til staten at ordne. 

Det vi kan i denne tid kan gøre, er ligesom at tage tøjlerne og ligger dem i – ikke statens, men i Guds hænder. Og i den bevægelse kan der være en stor oplevelse af frihed og aflastning.

Det kan man gøre ved at bede en lille daglig tillidsbøn. Måske ved dagens start at bede en bøn, samle sine tanker og sige: Kære Gud, tak for den nye dag, tak for at det betyder at du vil at jeg skal være på denne jord, denne smukke og skønne jord endnu en dag. Du har et formål med mit liv, det formål kan jeg ikke helt se. Du har en plan jeg ikke har indsigt i, men jeg overgiver mig til dig, og så tager jeg et skridt ad gangen.

Det er en tillidsbøn og når man beder ved dagens begyndelse eller når angsten begynder at røre på sig, så sker der noget.

Så er mit liv ikke bare noget jeg skal få styr på, men så er mit liv en del af en langt større fortælling – en fortælling om Gud og mig, om Gud og menneskeheden, om Gud og hans plan for os.

Og det var egentlig det israelitterne skulle øve sig i, da de var ude i ørkenen. Hver dag fik de det, de havde brug for at spise. Ikke til dagen i morgen, men til dagen i dag.

Og den øvelse at blive forsonet med, at vi ikke kan overskue dagen i morgen, vi ved ikke hvor længe det her skal vare, men vi tager en dag ad gangen. I tillid til at vi hver dag vil få det vi har brug for – en øvelse i tillid, som denne særlige coronatid kan indbyde os til.

Lad os i denne tid leve en dag ad gangen i tillid til Guds omsorg.

Amen

Hellige Ånd,
du fylder universet.
med stilhedens åndedræt
siger du til enhver af os:
"Frygt ikke, i dit dybeste indre
er Gud nærværende:
Søg og du vil finde."
(Taizé-bøn)

Lad os sammen bede en bøn for mennesker, som har brug for at blive husket  i aften :

• Dem vi tænker på som har været på nyhedernes overskrifter i dag på grund at hvad de har gjort eller sagt
• Dem som vi er blevet opmærksomme på gennem et møde eller en samtale
• De som må ligge på hospital, er i behandling eller må være et sted som er fremmed for dem
• De som har familie, ægteskab eller tætte relationer, hvor der er stress eller opløsning
• De som venter på en fødsel, eller et dødsfald eller noget nyt som vil påvirke deres liv
• De der har brug for at glemme den Gud som de ikke tror på og så møde Gud som tror på dem
• De hvis smerte eller fremtidsudsigt vi ikke skal glemme at dele med Gud i aften

Herre Gud, vi tror at du hører vor bøn og vil være trofast mod dit løfte om at svare.

Og lad sammen – med og for hinanden bede Fadervor:

Må Kristus være foran dig og vise dig vejen,
Må Kristus være ved siden af dig og ledsage dig,
Må Kristus være bagved dig og beskærme din ryg,
Må Kristus være nedenunder dig og holde dig oppe, når du falder,
Må Kristus være indeni dig og bevare dig fra alt ondt,
Må Kristus være oven over dig og velsigne dig.
Amen!

Tordi de læste med – måske vi kan slutte hver især med at synge aftensangen ”Du, som har tændt millioner af stjerner” (ligesom Filip Faber begyndte dagen)

l) Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.

2) Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!

3) Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.

4) Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!

5) Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os.
Johannes Johansen 1981 og 1982.

Anden Mosebog 16,11-18

11-12 »Jeg har hørt, hvordan de brokker sig,« sagde Gud til Moses. »Lige inden det bliver mørkt, vil I få kød at spise, og i morgen kan I spise jer mætte i brød. Og så vil de endelig forstå, at jeg er jeres Gud.« 13 Om afte­nen blev hele jorden dækket af vagtler, der faldt ned fra himlen. Og næste morgen lå der dug hele vejen rundt om lejren. 14-15 Da duggen forsvandt, lå der over jorden et helt fint lag af noget, der lignede rimfrost. Da folk så det, kunne de ikke forstå, hvad det var. Men Moses forklarede dem, at det var det brød, Gud havde lovet dem. 16 »Gud siger, at I skal samle så meget, som I hver især kan spise, cirka en liter per person. Man samler ind til dem, der bor i ens telt – så må man selv regne ud, hvor meget.« 17-18 Det gjorde de så. Nogle samlede meget, andre lidt. Da de målte det op, havde den, der havde samlet meget, ikke taget for meget, og den, der havde sam­let lidt, havde ikke taget for lidt. Det passede med, hvor meget de hver især kunne spise.