Refleksioner på en Langfredag, hvor kirkendøren er låst

Af provst Per Vibskov Nielsen

Min Tilhører

Det er Langfredag.
Dagen hvor vi mindes Guds søn Jesus Kristus og det som korsfæstet, død og begravet.
Lige nu står jeg også ved en grav.

Jeg er på Assistens kirkegård midt på Nørrebro.
Graven jeg står ved er den berømte filosof og teolog Søren Kierkegaards.

Dvs hans familiegravsted, hvor hans forældre og søskende også er begravet.
Her blev han en uge efter sin død begravet den 18. november 1855. Nogle år forinden havde han nedskrevet et ønske om at gravstenen skulle have et vers af salmedigteren Brorson og sådan blev det:

Det er en liden tid,
så har jeg vunden,
så er den ganske strid
med ét forsvunden,
så kan jeg hvile mig
i rosensale,
og uafladelig
med Jesum tale.

Søren Kierkegaard var uhyre produktiv og skrev mange bøger og taler.  En af talerne hedder Ved en grav og har som undertitel Dødens afgørelse. Talen er kendetegnet ved en skelnen, en kontrast, mellem en stemning og alvoren.

At tænke døden som en stemning er ifølge Kierkegaard at undgå konfrontationen med selve det alvorlige faktum at døden er uundgåelig og at hele mennesket omkommer i døden.
Nok kan vi gøre os mange forestillinger om døden, men det er blot stemninger, der forsøger at undgå dødens krav på mennesket som er realiteten.
Døden er bestemmende for hvert enkelt liv og derfor uforklarlig.
Kierkegaard skriver:

"Alvoren spilder ikke megen Tid paa at gjette Gaader, den sidder ikke hensjunken i Betragtningen, omskriver ikke Udtrykkene, betænker ikke Billedsprogets Sindrighed, afhandler ikke, men handler."

Det betyder at dødens alvor vender menneskets opmærksomhed mod livet her og nu.
Fordi det er alvor med døden, så er det også alvor med livet.

Det var en ny og alvorlig måde at forholde sig til livet på og derfor blev Søren Kierkegaards tale også bemærket.
Den blev oversat til tysk, hvor den fik afgørende indflydelse på filosoffen Martin Heidegger store værk Sein und Zeit, der netop understreger at menneskets væren er en væren-til-døden – en sein-zum-tode.
Men netop Heideggers berømte tanke om en væren-til-døden kan man med Kierkegaard også hævde er en stemning.
Måske var det derfor at Heidegger i en moden alder udtalte at nu kan kun en Gud redde os - Nur noch ein Gott kann uns retten. Det er værd at erindre på en langfredag, hvor vi netop mindes Gud selv som korsfæstet, død og begravet.

Og en der gjorde alvor af dette var en af Heideggers samtidige, den betydelige tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der den 9. april 1945 blev henrettet for delagtighed i et attentat mod Hitler.  Men i tiden op til skrev han breve fra fængslet, som rummer stor teologisk visdom.

Han skrev:  ”Den Gud, som lader os leve i verden uden arbejdshypotesen Gud, er den Gud, som vi altid står over for. Over for og med Gud lever vi uden Gud. Gud lader sig trænge ud af verden op på korset, Gud er afmægtig og svag i verden og netop og kun sådan, er han hos os og hjælper os.”

Gud, hos dig er livets kilde
i dit lys ser vi lyset
så hjælp os nu
i liv og død at stole på dig.
I Jesu navn
Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden;
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.