Søndag den 15. marts - 3. søndag i fasten
Sognepræst Louise Britze Kijne giver os sin prædiken på skrift på en søndag, hvor vi måske mere end vi plejer, har brug for at mødes i kirken. Vi er alle i samme båd, siger hun, og i dag og den kommende tid, står vi sammen, ved at være hver for sig.
Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«
I dag er den mærkeligste dag i Danmarks kirkehistorie, hvor vi for at sikre os mod at smitte hinanden med Corona-virus har lukket alle landets kirker for gudstjeneste. Lige i dag kunne vi nok i særligt høj grad have brug for at mærke kærlighed, omsorg, nærvær, genkendelse, kram og håndtryk. For at mærke det usagte, der ligger mellem alle ordene, mellem bænkerækkerne i kirkerne, mellem salmerne og gudstjenestens led – at mærke at vi hører sammen.
Og så får vi sådan en hård tekst om løgnen og om at have den onde selv til far og være helt opslugt af løgn – modsat den der hører til Gud og holder sig sandheden - til Guds ord.
Gode gamle Søren Kierkegaard Kierkegaard sagde, at vi skulle læse Bibelen, som om den var et kærlighedsbrev fra den elskede, altså se på det vi læser i Bibelen med kærlighedens øjne som den, der elsker og ved sig elsket igen. Man skal stole på Guds at Gud virkelig elsker hver og en af os og at Bibelen derfor er skrevet i dyb kærlighed. I dag er det så godt nok et kærlighedsbrev af den hårde slags.
Nu sidder vi så – hver for sig rundt om i hver vores hjemme-isolation og læser en prædiken. Mange vil også bruge muligheden for radio- og tv-gudstjenester i dag, men det er stadig ikke helt det samme som at kunne skimte rundt i kirkerummet og blive mindet om – med et lille blik op på kirkeskibet – at vi er i samme båd.
Lige nu er vi i den grad også i samme båd. Vi er helt juridisk og med intervention fra landets højeste myndigheder pålagt en undtagelsestilstand for at undgå at smitte hinanden. Og derfor kan vi ikke forsamles, hvilket ellers er det første vi plejer at gøre i kirken, når der sker noget voldsomt, der påvirker os alle – så lukker vi kirkedørene op og tænder lys i lysgloben. Beder og synger sammen. Er stille sammen og hører Ordet for at kunne gå derfra med fornyet livsmod.
Teksten handler om sandhed og løgn. Hvis man her i disse uger kommer til at bruge tid på at kigge på de sociale medier falder man nemt over løgne, forfalskede statistikker og skemaer over den her uhyggelige smitte. Løgnagtige råd om hvordan den kan undgås. Og for nogle er der en lille ego-tryghed i ikke at være i en højrisikogruppe for ligefrem at kunne dø af det, hvorfor det kan være fristende at være mere skødesløs med om man bliver smittet – og måske giver det videre til dem, der ikke kan tåle at blive syge. Det er et eksempel på at leve i løgn, hvis man lukker ørerne for noget af sandheden fordi den er krævende.
Vi kan være tilbøjelige til at tro på løgne, fordi de kan virke mere bekvemme end den kedelige sandhed at vi kun kan komme godt videre, hvis alle hjælper med at standse smitten. Hvis alle holder sig på afstand af hinanden.
Det rokker umiddelbart hvad vi ellers har lært om at stå sammen. Har en franske filosof Sartre langt om længe fået ret i det han sagde om at ”Helvede – det er de andre?” – Er det sandheden? I hvert fald er det nok de færreste der oplever det som noget himmelsk at sat i stuearrest.
Men hvorfor skulle vi være mere tilbøjelige til at holde os til løgnen, som er af det onde, end til sandheden, som er af Gud?
Måske fordi sandheden kan være lidt som når man med et brat ryk får revet et plaster af. Den vise Villy Sørensen skrev i digtsamlingen Vejrdage fra 1980 et lille digt med titlen Sandhed:
Når der sker noget overraskende, siger man: Det er løgn!
Når det forfærdelige sker, tænker vi: Det kan ikke være sandt! Når der sker os noget skønt, aner vi: Det er for godt til at være sandt! Hvad er det for en forestilling vi har om sandhed der udelukker det overraskende, det forfærdelige, det skønne og gode og kun tolerer det dagligdags som sandt?”
Nogle gange skal vi have et spark før vi fatter sandheden. Fatter kernen i en sammenhæng, før vi fatter hvad vores handlinger gør - når vi f.eks. bliver ved med ikke at ændre måden vi lever på.
Før vi forstår at løgne overfor vores nærmeste gør vores forhold til hinanden golde og tomme og fjerne. Før vi fatter, at det er svært at være glade for os selv og vores liv, hvis vi kender det gode – det er det Jesus kalder sandheden, men finder det kortsigtet bekvemt ikke at leve efter det.
Hvornår løj vi sidst? Det er nok forskelligt. Det er forskelligt hvor meget vi små og storlyver, men selvfølgelig er emnet relevant at tage op for vi har alle løjet og er blevet løjet for. Det er min grimme formodning, men jeg har ikke noget imod, hvis sandheden viser sig at være bedre!
Er det hele så fortabt og for sent? Selvfølgelig ikke. Gud mener det, når han i dåben lover os at være med os alle dage indtil verdens ende. Det gør det bare noget nemmere, hvis vi også er med ham. Jesus viser os med sit liv at han ikke er bange for at omgås mennesker på kant med loven, moralen og sandheden, men ser andet end løgnen i dem, og ser dem som sande mennesker og han viser os til påske at også det menneske, der har svigtet, er værd at bygge på ved at overgive så meget tillid til den svigefulde Peter. I dåben bliver vi lovet noget så mærkeligt som en forhånds tilgivelse. Når vi i dåben bliver lovet syndernes forladelse er det et stærkt bevis for det med at vi roligt kan læse Bibelen som et kærlighedsbrev. For i den tilgivelse vi rækkes i dåben, ligger det budskab fra Gud at han virkelig, sandt og dybt elsker os som vi er. Elsker os som hele mennesker – med alle vores skævheder og fejl – elsker os og tager det hele med. Dåben er et kærlighedsbånd der varer helt ud på den anden side af dette liv.
Når vi mennesker knytter os til hinanden siger vi samtidig ja til at risikere at blive svigtet og såret med, når vi kommer tæt på hinanden. Vi må tage ved lære af Gud, den store elsker, og den store tilgiver og blive rummelige og elske os selv og vores næste.
I en krisetid som denne kan vi bruge krudtet på at pege fingre af dem, der hamstrer tusindvis af toiletruller. Eller se på hvad vi kan gøre for at komme bedre i det her – nu hvor vi er i samme båd, men hver for sig. Og holde os til den sandhed der kommer til at lyse i påsken: At der ikke er noget sted et menneske skal være alene, for Gud har i Jesus været alle steder før os og for os. Han kender al udskamning, svigt og angst og forladthed. Han kender al lidelse og smerte. Selv døden. Intet sted skal vi være alene. Det er sandheden, for vi har en Gud der følger os gennem alt hvad vi må stå igennem.
Gud mener det når han i dåben tilgiver os for alt hvad vi bærer på. Han mener det når han siger, at han er med os alle dage indtil verdens ende - og han mener det når han siger, at vi skal elske vores næste som os selv. Det gør vi lige nu ved at stå sammen – hver for sig. Og huske at være der for hinanden på alle de måder vi kan hjælpe på i en svær og mærkelig tid.
Amen
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver. En sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn:
Far i Himlen, du er, hvor vi er, også når vi ikke ser dig. I lyset og i mørket ånder du, i afmagt og i herlighed velsigner du, i liv og i død tilgiver du og folder os fast. Hvem er som du, så trofast i alle forhold, så udholdende i sin kærlighed? Du er vor Gud, vor trøst og vort håb, og vi takker dig for troen på, at hvad der end sker, og hvor vi end føres hen, kan intet skille os fra dig.
Vi beder for vores dronning,
for regering og folketing og alle,
der har fået magt og ansvar betroet.
Giv dem kærlighed og visdom,
så de værner de udsatte og fremmer fred og retfærdighed
Vær med de af os som er syge, som dem der har mistet og sørger, dem der lever hvor der er krig eller er på flugt, som sidder i fængsel eller på andre måder ikke er frie i livet. Vær med os i vores forvirring og bekymring og hjælp os til at holde hjerterne varme og bære din kærlighed frem så den stiger som forårssolen i denne tid. Så vi har mod til at holde os til sandheden og værne om os selv og hinanden.
Amen.
