St. Bededag 2020

Ord fra sognepræst Marie J. Damm

Rigshospitalet er Københavns største bedehus – siger en forsker i religionspsykologi efter en større undersøgelse af, hvordan sygdom påvirker danskernes tro. Det gælder ikke mindst i en tid, hvor corona-virus spiller en hovedrolle både i samfundet og for den enkelte. For når sygdom fylder, så kommer troen også til at betyde langt mere i dagligdagen: man bliver ikke kristen af at blive syg, men en krise kan forstærke det, man er i forvejen. Det er blandt andet den gæstebog, der har ligget i rigshospitalets kirke de senere år, et tydeligt udtryk for. En af hospitalets præster samt en religionssociolog har med udgangspunkt i gæstebogen udgivet boget Kirke på Kanten – Tro når eksistensen udfordres. Den undersøger og beskriver, hvordan bøn pludselig bliver en meget selvfølgelig del af menneskers liv, når de pludselig står på det store hospital og er enten bange eller fulde af håb. For netop i livets yderkanter, ønsker de fleste at gøre noget aktivt, når de kommer ind i kirken. Den lille sorte bog bliver derfor flittigt brugt til at nedskrive bønner i, og selv om al forskning i øvrigt viser, at danskernes tro i dag et langt stykke hen ad vejen er sammensat og mere eller mindre hjemmelavet, så indledes deres bønner stadig med et: Kære Gud… Der er tale om meget konkrete bønner, der handler om helbredelse, om styrke og mod, om den forestående operation, om hjælp og trøst.

En bøn består af ord. Måske er det kun et enkelt hjælp, der slipper ud imellem læberne. Måske er der mange ord, der vælter frem hulter til bulter og næsten ikke giver mening for den, der har kastet sig ud i bønnen. Måske kan andre ikke høre ordene, fordi de bliver sagt inde i den bedendes hoved, men det er stadig en bøn, en samtale mellem et menneske og dets Gud. En bøn er et udtryk for en tro på, at Gud er med os, at han er nærværende i mit liv, at han hører mig!

Troen kommer af det, man hører, siger man. Og derfor skal ordene om den tro også udtales; det skal siges, det skal gentages og det skal diskuteres, så det hele tiden fortolkes ind i nye situationer, og dermed vedbliver at være et levende og skabende ord, som bliver ved med at være meningsfulde - også i den enkeltes liv i form af bøn.

Måske er det også derfor, at Ånden også kaldes talsmanden, som et udtryk for, at det netop er ord, som bevæger os, der udvikler mennesket, og som også kan give en oplevelse af nærvær på trods af fravær. Ligesom vores egne ord kan få det eller den, vi kun kan være sammen med på afstand, eller den der er borte for bestandig, til at fremtræde for os. Når erindringen om det menneske, som ikke er hos mig længere, alligevel kan være så levende, at man føler man kan række hånden ud og røre ved den anden igen; hvordan selv velkendte dufte kan fylde et rum, når man mindes, og hvorledes fornemmelsen af en velkendt hånd i sin kan føles så troværdig, at det fraværende er blevet nærværende. Fordi ord kan gøre levende igen...

Og mon ikke, det er nogenlunde det, gæsterne på Rigshospitalet oplever: at når det hele ramler, når de er omringet af angst og sorg og mørke, så er det måske netop bønnen, de skriver i den lille sorte bog nede i kirken, der kan få lyset til at skinne igennem en lille sprække. En erkendelse af, at deres ord og deres tro kan skabe muligheder i det, der ellers ser helt håbløst ud.

Det er den historie, vi fortæller i kirken: at end ikke det mørkeste mørke kan holde lyset ude, for Jesus Kristus bryder det ondes magt. Når Gud griber ind, så skal vi ikke frygte. Det betyder ikke, at det onde forsvinder, men han skaber en sprække. En sprække af håb. Han splitter frygt og angst ad med sine ord, og lærer os, at også vores ord kan skabe en tro på og et uovervindeligt håb om, at vi har del i Guds rige; at når vi søger, vil vi finde, når vi banker på, så lukkes der op for os. Når vi føler os alene, når vi beder til vores Fader, da fornyer talsmanden menneskers mod med nye ord og nye billeder, med evangeliets budskab.