Af sognepræst Louise Britze Kijne
"Hvad er det der kommer op ad hovedgaden i Jerusalem palmesøndag?
Jesus på æslet har muligvis set ligeså mærkelig ud, som Dronning Elizabeth på kængurustylte eller Donald Trump på lyserødt løbehjul ville gøre. Palmesøndag viser hvor anderledes en magt det er Jesus kommer med, end den verdens magthavere til alle tider har vist"
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.« Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus. Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:
Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
Israels konge!
Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
Frygt ikke, Zions datter!
Se, din konge kommer,
ridende på et æsels føl.
Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. ( Johannesevangeliet 12,1-16)
Prædiken:
Dronning Margrethe skulle jo have holdt stor 80 års fødselsdag her i april. Hun skulle have modtaget folkets hyldest med vinken og klapsalver mens hun kørte rundt i København. Men som hun selv sagde: ”At holde runde fødselsdage i denne tid, det går ikke. Det kan vi ikke være bekendt”. Så det må vi tænke os til. Prøv en gang om vi også kan tænke os til hvordan det ville se ud, hvis Dronning Margrethe kørte gennem København på en trehjulet cykel? – Det har vi af gode grunde ikke nogen billeder af. Men skørt – ikke?
Ligeså bizart har det måske virket på de måbende jerusalemitter, da Jesus red gennem byen på æslet. For vist var det opfyldelsen af den gamle profeti, men det de så, men det var også et grænseoverskridende syn. Grænseoverskridende fordi æslet var et urent dyr – lidt på samme måde som grisen er det i jødedommen og islam. En konge ville aldrig i livet have rørt et æsel på den tid. Grænseoverskridende fordi Jesus faktisk gjorde det – samtidig med at han åbenlyst højt og hujende blev hyldet som konge og Guds søn. Grænseoverskridende fordi han kunne virke som en parodi på alle tiders selvfede konger og magthavere. Han vrængede ikke det mindste af nogen, men lignede måske alligevel en grovkornet satire. Også vores tids magthavere for den sags skyld. For hvem ville ydmyge sg selv frivilligt når de skulle hyldes og anerkendes?
Og hvorfor gjorde han som han gjorde? Det her bliver jo begyndelsen til enden. Det er her påskedramaet sætter ind. Det er dette optrin der bliver det, der sætter processen imod Jesus i gang.
Der er flere spørgsmål end svar: Hvorfor udsatte han sig selv for fare? Hvorfor skulle han også lige ride op ad hovedgaden i Jerusalem, når man måske godt kunne have regnet ud, at det ville få bægeret til at flyde over.
Det er ikke logisk. Jesus er ikke logisk. Hans kærlighed og det han lærer os gennem sine ord og handlinger strider ofte imod det, der virker taktisk smart for den enkeltes overlevelse – for egen vinding.
Men hans kærlighed og det han lærer os i vores fællesskab er lige så rystende aktuelt og dybt nødvendigt i dag som palmesøndag omkring år 33 i Jerusalem.
Stå ved det du tror på. Bekend kulør. Elsk din næste, så hun eller han behandles som det tjener hende bedst. Og hvis du har lederansvar – så gå forrest ved at gå på knæ og tjene dine medmennesker.
Det er en ledelsesstil, der ligger noget væk fra den måde nogle af de mest kendte om omtalte ledere i denne verden udøver. Også selvom de påstår at ville fremme såkaldt ’kristne værdier’. Men nu består verden jo ikke kun af stenrige præsidenter i limousiner – den består af alle os, der er her midt i vores noget mere jordnære liv –selv midt i coronakrisen.
Men palmesøndag ER altså mærkelig.
En kontrasternes dag hvor både livet og kærlighedens triumf – og dødens understreges.
Vi ved at vi har skærtorsdag og langfredag i vente – og vi ved at det bliver påskedag. At livet får det sidste ord. Det er mere end hvad disciplene ved på dette tidspunkt i historien. Og budskabet om at Jesus skal tage fra dem er for grumt til at de kan rumme det. Men det er jo ikke sådan at barske sandheder forsvinder ved at vi prøver at ignorere eller fortrænge dem. Det har vi på Nørrebro lige nu tilfælles med mennesker jorden rundt fordi vi er midt i en global krise. Nogle steder i verden var man ikke klar til at reagere lynhurtigt der kom frem om smittens farlighed – se sandheden i øjnene og det ser desværre ud til at koste dyrt. Men det nytter ikke at pege fingre – selv dem der fester i trods i denne tid handler sikkert efter en form for mentalt overlevelsesmønster. Ikke ondt ment – men farligt. Vi handler nogle gange mærkeligt – prøver at holde fast i det vi kender og plejer at pejle efter. Det kræver et stort mod at handle på det man står overfor når det er nyt og skræmmende.
Jesus siger tydeligt at han ved at han ikke kan blive hos disciplene: Mig har I ikke altid hos jer. Det er skræmmende.
Det er i Lazarus hus at disciplene bliver tvunget til at se skriften på væggen. Hvor lidt det end passer dem. Det er det, der er hovedtemaet. Jesus skal dø. – Men det er noget andet, der kommer til at tage fokus: Maria – Lazarus søster – tager en krukke helt hysterisk dyr salve – nardusolie – Salver jesu fødder og tørrer dem med sit lange hår. Sikke et sansebombardement. Det hører med til historien at salven kostede 300 denar – det svarer simpelthen til 300 dags løn. Helt usædvanligt har det været at se en kvinde – for sådanne havde på den tid ikke den helt store handle- og taleret – med et snuptag i en kort og beslutsom handling udgyde olien over Jesu fødder. De kunne have solgt olien og brødfødt mange, mange fattige for pengene. – Og sikke en duft der må have bredt sig. En gennemtrængende æterisk duft, der ikke var sådan lige at lufte ud – og så tørrer hun jesus fødder med sit hår. Meget sanseligt og kropsligt.
Det er for stærkt! – Men det store budskab – om at Jesus skal dø hvilket han jo forklarer at salvningen også betegner – det kan de ikke tage til sig . Det er for voldsomt og for abstrakt til at tale om. Så diskussionen bliver om kvindens handling. Og sådan kan vi måske også forstå hvordan vi kan have sådan en fantastisk ting som internettet – og at det i så høj grad bliver brugt til unuanceret mudderkastning og forsimpling – i stedet for fælles at blive klogere på, hvordan det egentlig står til i verden. Vi kan bedre finde ud af at skændes om småting end at samles om de store linjer. Derfor har vi brug for det forpligtende fællesskab med næstekærligheden som kerne.
Jesus – som jo ellers nok taler de fattiges sag – giver ikke meget medhold til disciplene. Det bliver også nemt en farlig diskussion når vi giver os til at relativere hvor meget den ene ydelse eller handling er værd i forhold til den anden. De sidste dage her i Danmark er det spørgsmål vi ellers plejer at være enige om, ikke at stille kommet op: Hvad er et menneskelig værd? Kan man måle mistede jobs og antal syge og døde mod hinanden? Hvem har ret til at afgøre hvad der er vigtigst.
Maria betænker sig ikke: Hvad Hun giver alt hvad hun har - uden spekulation.
Vi bliver ikke belønnet for påholdenhed, spinken og sparen – men på at give uden forbehold. Det ser ud til at handle om penge og værdier – men i virkeligheden mere om den kærlighed, varme og glæde vi har at give af. Penge har man ikke længere når de er givet videre. Olien her er udgydt. Men at give kærlighed, at yde nærvær, at være der for et andet menneske - det kan vi aldrig tabe ved. Maria har fattet at dette er hendes chance for at nå at vise sin kærlighed til Jesus. Hun forspilder den ikke, men laver en scene, der viser hendes tro, hendes kærlighed og fulde tillid.
Skulle vi alle leve hver dag, som var det den sidste, ville vi måske brænde op og få hjertestop inden vi nåede ret langt – og ikke kunne bære at sige farvel til vores venner og familie, selvom de bare skulle en tur i kiosken. – vi er nødt til at turde satse på, at vi som regel har hinanden lidt længere. – Men ikke desto mindre er der en stor og vigtig pointe i at vi ikke kan udsætte at passe på vores forhold til vores medmennesker. Vi kan ikke udskyde at vise kærlighed, tilgivelse, omsorg eller hvad det nu end er vi rummer og godt kan mærke vi burde og kunne give hinanden – for det kan sagtens blive for sent. Og den kærlighed, som aldrig blev vist, har ikke den store berettigelse. Ærligt talt. Jesus opfordrer os igen og igen – med sig selv som det gennemførte eksempel – til at give alt hvad vi har! Miste livet om nødvendigt. I hans øjne er det nemlig slet ikke noget liv, at sidde og puge penge eller være påholdende med kærligheden. Der er ikke så meget at betænke sig på. Lev livet ødselt siger Jesus: Giv! Elsk! Spred det ud! Gyd det ud over hinanden! Der er intet at miste og alt at vinde.
Det er hver dag en udfordring for os at fatte budskabet. Giv og elsk. Du bliver kun rigere. Der er ikke noget at betænke sig på. Kærlighed er aldrig spildt. For Jesus var det end ikke et spild at dø. Der var ikke noget valg for ham – det var vejen at gå for at åbne vores øjne for kærligheden. Det er op til os ikke at spilde vores liv ved at holde igen, hvor vi kunne have givet. Men vinde vores liv ved ødslest at give og elske. Amen
Amen
Kirkebøn:
Jesus Kristus, velsignet være du, fordi du lod dig salve til lidelse og død. Du gav dig selv til os, til kærligheden til Gud. Derfor er du i sandhed Messias, Kristus, Guds søn. For din afmagt fik du magt og gennem din bitre død liv og salighed. Derfor vil vi takke og prise dig i undren og tilbedelse, for du har givet os liv og salighed i Guds evige rige.
Gud - vi beder for vores dronning, for regering og folketing og alle, der har fået magt og ansvar betroet. Giv dem kærlighed og visdom, så de værner om de udsatte og fremmer fred og retfærdighed.
Vi beder for de af os som er syge, for de der har mistet og sørger og for alle der lider nød og ufrihed. Hjælp os til at lægge alt det vi ikke mægter i dine hænder. Trøst vores angst og ensomhed og hjælp os til at dele de rigdomme og den kærlighed du har givet os med hinanden.
Amen.
Sognepræst Louise Britze Kijne, Simeon-Sankt Johannes Sogn