© Søren Zeuth

4. søndag efter påske 2020


Ord fra sognepræst Marie J. Damm

Synder og syndighed, for ikke at tale om arvesynd… I dag er der ikke særlig mange, der benytter de ord. Synd vækker ikke rigtig længere genklang. Det skyldes måske, at det er blevet et ord, mange forbinder med sorte, livsfjendske dommedagsprædikanter. Synd minder os om Hans Kirk og hans Fiskere ved den jyske vestkyst, og det er også et begreb, der er blevet misbrugt til at fordømme og true og nedgøre mennesker i Guds navn. Derfor er det også fristende at smide ordet ud, når kirken bliver beskyldt for at være gammeldags og uforståelig, eller at man i det mindste forsøger at finde nye eller andre ord end synd; måder at omgås begrebet. For i dag bruges det vel kun, når vi har syndet i bilen og får en fartbøde, eller når vi har spist for meget kage og syndet med kalorierne, for det meste taler vi i stedet om skyld – hvad vi skylder hinanden, hvad vi skylder os selv, og hvad vi skylder samfundet.

Hvis man overtræder de regler og love, som styrer vores pligt over for hinanden, så pådrager man sig skyld, og i retten bliver man kendt enten u- eller skyldig. Man kan også undskyldes, og ens skyld kan måske forklares; måske er det barndommens skyld eller samfundets skyld – og på den måde har vi faktisk fritaget os selv fra skylden. Så måske findes der slet ikke længere hverken synd eller skyld? Men synd er, ligesom skylden, forbundet med en forpligtelse og et ansvar, og det er ikke kun et ansvar over for andre mennesker – synd handler nemlig om forholdet til Gud. Og derfor har kirken ikke droppet begrebet synd helt endnu, selv om det er umoderne og måske også provokerende. For synd kan ikke bortklares som jurister og psykologer kan gøre det med skyld – synd kan konstateres, og så kan den tilgives, blive os forladt.

Men i takt med, at synd er forsvundet ud af vores sprog og bevidsthed, så famler vi også rundt efter tilgivelsen – for hvis ikke vi er syndere, har vi så overhovedet brug for den. Og hvis Gud synes for fjern eller vi slet ikke tror på ham, fra hvem skal den så komme? Kan vi nøjes med at tilgive os selv? Det er et udtryk, der synes at falde helt naturligt for de fleste i dag – men vil det give fred i sjæl og sind? Er tilgivelse noget, jeg bare kan få styr på alene og for mig selv – eller kræver det ikke en anden? Man kan give sin undskyldning, sin anger og fortrydelse til det menneske, man har forbrudt sig overfor, og så får man givet noget tilbage, når man bliver forladt sin skyld eller synd. Der skal to til tilgivelse, et du og et jeg!

I kirken taler vi om tilgivelse, og kristendommens grundlag er budskabet om syndernes forladelse. Men selv i kirken forsøger vi oftest at undgå begrebet arvesynd, velvidende at de færreste vil finde sig i, at skulle arve andres synd – og i stedet kritisk afkræver svar på, hvordan i alverden et nyfødt lille barn kan være en synder, når livet kun netop er begyndt, og de slet ikke har haft tid til at begå alle de dumheder, vi andre kender alt for godt til? Men vi burde slås lidt mere for arvesynds begrebet; benytte os af det og tale om, at arvesynd faktisk ikke låser mig fast i modløshed, men i stedet skaber en frihed. Fordi det ikke bare handler bare om mig alene, om mine mange fejl og mangler, fordi synd er et fælles vilkår, fordi det at være et menneske indebærer, at man siger ting, man ikke skulle have sagt, gør ting man aldrig skulle have gjort, smækker døre i, som ikke burde have været lukket.

Bevidstheden om, at det ikke er mig som individ, som enkeltstående person og som den eneste i verden, der begår fejl, som har synder, der tynger mine skuldre, skaber dels en erkendelse af mit ansvar i verden og en forpligtelse som menneske over for min næste, men også en frihed. For hvor meget jeg end øver mig i handle etisk korrekt og moralsk forsvarligt, så falder jeg – så har også jeg brug for syndernes forladelse, for frihed i tilgivelsen. Det kan være, at vi finder den i kirken. Det kan ske, når vi uden at forklare det, oplever kærligheden, når vi uden at kunne se den, kan mærke tilgivelsen fra et andet menneske, når vi uden at kunne begribe det, tror på et Guds rige – det sker, når vi lader os bevæge af ord, der rører os, som bevæger os og giver os frimodighed til at leve vores liv med hinanden, mens vi synder tappert på ny i troen på, at jeg er elsket - altid og allerede!