Velkommen til

Sankt Johannes Kirke

Sankt Johannes Kirke er den største kirke i bydelen, men også den første kirke, som blev opført uden for Københavns volde. Sankt Johannes Kirke blev bygget på grundlag af indsamlinger, gaver og frivilligt arbejde.

 

Kirken blev indviet i 1861 under overværelse af kong Frederik VII.
Det nye Sankt Johannes Sogn, som blev skilt ud fra Trinitatis og Vor Frue Sogn, var et stort sogn, der omfattede hele Nørrebro og Østerbro - fra Ladegårdsåen til Hellerup og helt ud til Brønshøj.

Området var dog stadig tyndt befolket. Der boede kun 16.000 indbyggere i sognet, da kirken blev taget i brug, men i de efterfølgende år steg indbyggertallet drastisk.

 

I 1885 boede der nemlig 60.000 mennesker i sognet, på trods af at Sankt Stefans, Hellig Kors og Sankt Jakobs sogne i mellemtiden havde fået deres egne kirker og var blevet skilt ud fra Sankt Johannes sogn. Selve kirken er opført i gotisk stil med røde mursten, og tårnet med det kobberdækkede spir er 54 meter højt.

 

 

Indvendig er kirkerummet præget af lyse marmorerede vægge og piller. Loftet og hvælvinger er lyseblå. Altertavlen med motivet ”Kristi himmelfart” er malet af kunstneren og professor ved Kunstakademiet Johann Ludwig Gebhard Lund (1777-1867) i årene 1845-1848.
Alterbilledet blev opsat i kirken i 1862 – året efter indvielsen.

 

Kirkens orgel, der er bygget af orgelbygger P. G. Andersen og tegnet af arkitekt Bent Alstrup, er med 54 stemmer fordelt på fire manualer samt pedal et af landets største orgler.

 

Døbefonten er af marmor og blev skænket og udført af stenhugger Jochumsen, i forbindelse med kirkens opførelse i 1861. Selve dåbskanden er en gave fra 1861 og blev skænket af brændevinsbrænder Jean Wilians. Det antikke, nu forsølvede kobberfad, var skænket allerede i 1854 af pastor J.F. Fenger (1805-61). Det stammer fra Antvorskov slotskirke, som blev revet ned i slutningen af 1700-tallet.

 

Fra Kristeligt Dagblad ved Sankt Johannes Kirkes 150 års jubilæum i 2011

 

En kunsthistorisk misforståelse er blevet rettet

 

Så er det på plads I dagens kronik korrigeres den kirke- og kunsthistoriske fejlopfattelse af historien om J.L. Lunds altertavle i Sankt Johannes Kirke på Nørrebro, som i dag kan fejre sit 150-års-jubilæum

I Sankt Johannes Kirke på Nørrebro i København findes en stor altertavle af maleren og professoren Johan Ludvig Lund (1777-1867). Dens motiv er Kristi himmelfart. Ifølge kunsthistorien blev altertavlen oprindeligt malet til Vor Frue Kirke i København, men den blev overflødig, da det blev besluttet at udsmykke alteret med Thorvaldsens Kristus-skulptur. Tidspunktet er begyndelsen af 1800-tallet, da man efter englændernes bombardement af København var i gang med at genopbygge en række offentlige bygninger i byen.

Den gældende forklaring på altertavlens historie er, at den blev malet af J.L. Lund i Rom i 1818. Da jeg imidlertid så, at altertavlen tydeligt er signeret og dateret af kunstneren til 1848, tænkte jeg, der måtte være et eller andet galt. Jeg satte mig derfor for at gå altertavlens historie efter i sømmene, og det viste sig meget overraskende, at historien er en helt anden.

Først et par ord om Sankt Johannes Kirke, der var den første kirke, der blev opført uden for Københavns volde. Formålet var at aflaste kirkerne i den indre by, der var stærkt overbelastede, ligesom tilflytningen til brokvartererne uden for København foranledigede et stort behov for kirkelig betjening af den voksende befolkning.

 

Grundstenen til kirken blev lagt af Frederik VII den 20. juni 1856 med inskriptionen: Til Ære for Gud og Opbyggelse for Menigheden. Ved indsamling af frivillige bidrag og offentlige bevillinger lykkedes det at skaffe penge til opførelse af kirken, der blev indviet den 25. august 1861. Kirken er opført i nygotisk stil og skulle signalere national selvbevidsthed efter Treårskrigen i 1848-1850. At der er tale om en markant kirkebygning, fremgår af, at kirken i folkemunde er blevet kaldt Nørrebros domkirke.

I 1812 overgav Byggekommissionen for Vor Frue Kirkes genopbyggelse J.L. Lund at male en altertavle til Vor Frue Kirke. Motivet måtte han selv vælge, dog med den klausul, at kongen, Frederik VI, skulle godkende en skitse, inden han gik i gang med at male det store billede. Som det var sædvane dengang, drog de nyuddannede malere til Paris og Rom for at studere malerkunst, først og fremmest historiemaleri. Det gjorde Lund også, og han opholdt sig to gange i Rom.

 

Under opholdet der indsamlede han inspiration til den prestigefyldte opgave med at male en altertavle til landets hovedkirke. Imidlertid besluttede Byggekommissionen, efter at Bertel Thorvaldsen i slutningen af 1819 var blevet kaldt hjem for at bistå med flere af de statslige genopbygningssager, at Thorvaldsen ud over apostelstatuerne til Vor Frue Kirke også skulle lave en Kristus-skulptur til alteret i kirken.

Hermed bortfaldt Lunds opgave, og han var i øvrigt ikke nået længere end til at lave en tegning til den altertavle, han havde tænkt at male til Vor Frue Kirke. Lund fik med andre ord aldrig malet den altertavle, han var bestilt til at male til Vor Frue Kirke.

Dokumentation af forløbet kan studeres i den omfattende korrespondance, som J.L. Lund gennem alle årene havde med prins Christian Frederik senere Christian VIII. Prinsen var præses for Kunstakademiet og var i øvrigt personligt meget optaget og engageret i kunst. J.L. Lund synes at have haft et særligt nært forhold til prinsen, og han beklagede sig da også over den store skuffelse, det var ikke at få lov til at udføre det store altermaleri, som han gennem så mange år havde forberedt sig på.

 

Efter mange års forløb, da prins Christian Frederik i 1839 var blevet konge efter Frederik VI, bestilte han i 1845 J.L. Lund til at male en stor altertavle til 3000 rigsdaler. Da man ikke havde en kirke at anbringe alterbilledet i, blev den malet til Det Kongelige Galleri på Christiansborg Slot. Bestillingen ligner en kompensationsopgave for det alterbillede, som Lund aldrig fik malet til Vor Frue Kirke.

 

 

 

 

 

 

 

 

Lund malede en altertavle, og den blev udstillet på Charlottenborg-udstillingen i 1849 som værk nummer tre: J.L. Lund. Christi Himmelfart. Udført ifölge allerhöiste Befaling. Herefter blev den opbevaret på Christiansborg Slot indtil den i 1862 kom til Sankt Johannes Kirke på Nørrebro.

Der er således ingen direkte forbindelse mellem den altertavle, der skulle være malet til Vor Frue Kirke, og den altertavle af J.L. Lund, der i dag findes i Sankt Johannes Kirke.

 

Historien bag denne anbringelse af en eksisterende altertavle i den nyopførte kirke på Nørrebro skal herefter kort skitseres: Ved et tilfælde blev formanden for Sankt Johannes Kirkes byggebestyrelse opmærksom på, at der på Christiansborg Slot skulle findes en stor altertavle af J.L. Lund, der muligvis kunne bruges som altertavle til den nye kirke. Altertavlen blev fundet frem af gemmerne og forevist for Frederik VII, som fandt den velegnet til den nye kirke.

Da altertavlen imidlertid var statsejendom, skulle man indhente såvel kulturministerens som finansministerens tilslutning til, at altertavlen kunne skænkes til Sankt Johannes Kirke. Medens kirke- og undervisningsminister Ditlev Monrad syntes, det var en god idé at forære altertavlen til Sankt Johannes Kirke, syntes finansminister Carl Emil Fenger, efter selv at have taget altertavlen i øjesyn, at den ikke passede til den påtænkte anvendelse.

En uges tid efter finansministerens afslag (den 7. juni 1861) besluttede Frederik VII, at han ønsker at den af Etatsraad Lund malede, i sin Tid til for Vor Frue Kirke betænkte Altertavle maa komme til at pryde Alteret i Skt. Johannes Kirken.

Der sker imidlertid ikke yderligere i sagen, og da kirken blev indviet den 25. august 1861, var der ingen altertavle i kirken. Derfor måtte kongen igen skride til handling. Det sker i januar 1862, hvor han anmoder finansministeren om, at sagen om foræring af altertavlen til Sankt Johannes Kirke forelægges for Rigsrådet.

 

Det sætter øjensynlig gang i sagen, og den 23. april 1862 skriver Finansministeriet til Sankt Johannes Kirke, at altertavlen kan udleveres til kirken, men vel at mærke til midlertidig anvendelse og på den betingelse, at kirkens bestyrelse pålægges at lade det være sig magt paaliggende i en ikke alt for fjern Tid at tilveiebringe et for denne smukke Kirke mere passende Alterbillede.

Det er aldrig sket, og den midlertidigt udlånte altertavle kan fortsat ses i Sankt Johannes Kirke. Ikke mindre end tre konger har været involveret i altertavlens sælsomme historie.

 

Striden om altertavlens egnethed til den nye kirke bunder formentlig i, at nogen, med finansminister Fenger i spidsen, har fundet altertavlen for udenlandsk og katolsk inspireret, medens kirkens bestyrelse, der var lægmandssammensat og vækkelsesorienteret (missionsk), har påskønnet altertavlens motiv. Altertavlen er den største og motivmæssigt mest sammensatte af J.L. Lunds altertavler og må betragtes som hans hovedværk, og et fornemt eksempel på tysk romantisk (nazarensk) alterbilledkunst i Danmark.

Spørgsmålet er herefter: Hvorfor og hvornår opstår den fejlopfattelse, at der i 1818 skulle foreligge en færdigmalet altertavle til Vor Frue Kirke, og at det er den altertavle, der i dag findes i Sankt Johannes Kirke på Nørrebro? Ved gennemgangen af sagsakter tyder det på, at kilden til fejltolkningen er Sankt Johannes Kirkes 50-års-jubilæumsskrift fra 1911, hvoraf fremgår, at alterbilledet blev malet i Rom i 1818. Herfra synes misforståelsen at have spredt sig som ringe i vandet i kunsthistorien og til kirkens informationsmateriale, idet ingen tilsyneladende har fundet anledning til at konsultere primærkilderne.

 

 

(Knud Børge Pedersen er stud.theol., lic.med.vet. og dr.med.vet. og forhenværende direktør for Danmarks Fødevareforskning)

 

 

 

Tårnur og klokker

 

Borgere på Nørrebro ser ofte op på kirkeuret. Man ved, at det er der, og man bruger det. Hvis det af en eller anden grund standser, ringer folk til kirketjeneren og beklager sig. Det er ikke nok, at ens eget armbåndsur går. Da uret i sin tid blev sat op, betød det meget for den borgerlige orden, da ikke hvem som helst havde sit eget ur. Jeg vil her fortælle om det eksisterende ur, om urskiven, såvel som om værket bag skiven. Ikke mange tænker over, at megen indsigt og kundskab er samlet i et sådant ur.

Da jeg blev ansat i denne dejlige kirke blev jeg forbløffet over dette grandiose urværk som tilmed også er forfærdiget af en bornholmer og dermed ”landsmand” til undertegnede. Og da jeg så samtidig er interesseret og ivrig samler af datidens tidsmålere følte jeg at jeg måtte udarbejde en redegørelse for dette ur.

Sankt Johannes Kirke opførtes i årene 1856-1861 og kirkeuret blev anskaffet 1860 skænket kirken ud af Brygger Hald´s Legat og Kjøbenhavns Commune. Udført af Tårnurmager Anders Hansen Funch der var født i Rønne i 1806, han var i lære hos en af landets ypperste urmagere, selveste hofurmager Frederik Jürgensen i København.

 

Han slog sig ganske kort ned i Rønne i 1832, men flyttede i 1835 til København og fik borgerskab der. Han var en kendt tårnur fabrikant, han fremstillede bl.a. tårnuret til Kronborg slotskirke. Han døde i 1864. Dette ur har flere fordele. Værket kan gå i otte dage, før det atter skal trækkes op. Urskiverne vender mod øst, syd og vest og tilmed oplyste om natten. Uret er i enhver henseende pålideligt,  efter at have gået i samtlige 155 år. De tre viserpar er udvendigt dækket af glas; storm og sne kan ikke influere på viserne og dermed på værket. Dette trækkes af to jernlodder, henholdsvis til gangværket og til slagværket. Wirerne fra urværket til lodderne er ført helt op til loftet under klokkestablen, og lodderne kan vandre herfra og ned til urrummets gulv.

 

Værkets nøjagtighed er afhængig af en ca. 1,3 m langt træpendul, der foroven er ophængt i to tynde fjedre og forneden forsynet med en tung "linse", der i dette tilfælde er bådformet. Det er af vigtighed, at pendulet forneden har en tilstrækkelig tung linse, så det påvirkes mindst muligt af selve urværket, der gennem tandhjul og aksler sættes i forbindelse med viserne. Pendulet er en glimrende regulator, opfundet o. 1660. Til almindelig, borgerlig brug kan man ikke få noget bedre. Pendulstangen er af træ og er derfor mindre følsom for temperaturændringer end f.eks. jern. Ved meget nøjagtige ure bl.a. på observatorier har man med pendulure kunnet opnå en nøjagtighed på 1 sek. på 10 år. Med elektriske ure kan man få endnu større nøjagtighed, men det er en anden sag.

 

Ethvert urværk har en detalje af ganske særlig interesse, nemlig "gangen" (også kaldet eshapementet). Det er den mekanisme, som får pendulet til at svinge og får værket og dermed viserne til at "gå rigtigt". Siden pendulet som tidsmåler blev opdaget, har mange arbejdet med disse "gange". Franskmanden Amant opfandt i 1753 stiftgangen og det er den "gang", vi finder i kirkeuret. Den har lettere ved at holde på smøreolien, og erfaringsmæssig er dette af betydning - tårnure bliver ikke altid passet så godt med olie.

Tårnure af Funchs type har man forsøgt at få til at fungere med den mindst tænkelige slidtage, den mindste berøring mellem bevægelige og fastsiddende dele. Der vil altid opstå uregelmæssigheder med et ur, men jo færre bevægelige dele, jo mere præcist vil det kunne gå. Stiftgangen - der skal ikke her gøres rede for denne - er anbragt direkte på pendulet. Allerede herved spares væsentlige detaljer, man ellers vil finde ved lignende ure. Der er altså færre tandhjul og tilsvarende få lejer. Mens urets gangværk trækkes op, vil værket ikke køre videre. Derfor er der indrettet en gangreserve, en lodstang, som man løfter, inden man trækker det store lod op. Urværket vil da gå videre i nogle minutter, og imens har man haft lejlighed til at trække det store lod op.

 

 

 

 

Tårnuret har et slagværk, der slår hele og halve timer på den store klokke, anbragt i klokkestablen på næst øverste stokværk. Slagværket er ligesom gangværket udført med det mindst mulige antal af tandhjul og lejer, bl.a. vil man finde en snekke med snekkehjul. Det "sparer" på antallet af tandhjul, drev og lejer. Snekken bruges ikke mere i urmageriet; den er nok ret vanskelig at udføre. På snekkeakslen sidder der en slags luftbremse, et vindfang kalder man det, bestående af to tynde jernplader. Når akslen drejer sig, vil vindfanget takket være luften bremse akslen noget, så slagværket får den rette hastighed, hvilket sker, når klokken har slået det rette antal slag. Det er loddet, der via et sæt tandhjul får vindfangsakslen til at dreje og som får slaghammeren til at slå - helt på samme måde, som loddet får gangværket til at gå. Et slagværk skal sættes i funktion to gang i timen, når klokken er hel og halv. Endvidere skal det slå det rigtige antal slag, fra 1 til 12 og så tilbage til 1 igen. Det er ikke nogen helt let opgave. Ikke desto mindre løste man den opgave i 1300-årene, nogle mener da i 1100-årene. Slagmekanismen kan udføres på mange forskellige måder. Funchs slagværk er af en særlig art, og undertiden anvendt i de meget tidlige ure. Hvordan end slagværket er udført, må det have en mekanisme, der bestemmer antallet af slag. Den kaldes slagskiven, den tidligst kendte datamat. Den kan kun sige "ja eller nej", og det kan man komme meget langt med, navnlig i vor tid! (Matth. 5:37) Kirkeurets slagværk er som sagt meget enkel. Slagskiven er direkte indbygget i et af tandhjulene - hvilket er ret usædvanligt - og den udløsning, som sætter slagværket i gang, når gangværket viser hel og halv og er meget velovervejet på alle måder. Urets slagklokke sidder i tårnets vest side ud imod Nørre Allé. Klokken er stor, støbt af Bronze i Holland i 1965. På klokken kan man læse inskriptionen som er identisk med den, den afløste fra 1911 som havde tilnavnet ”Spanden”.

 

”Hvad vi har seet og hørt, forkynder vi eder, at ogsaa I skulde Have Samfund med os, men vort Samfund er med Faderen og Hans Søn Jesus Kristus”.

Urværket står på en ”stol” af træ midt i det rummelige tårnrum. Fra urværket løber aksler ud mod øst, vest og syd til skiverne, der indvendig har matteret glas, hvorpå de sorte romertal er anbragt, og umiddelbart foran viserne er der klart glas. Viserne er altså godt beskyttet og det har været ønsket at få dem oplyst om natten, hvilket var mondænt i 1800-årene. Størst i landet er nok disse dengang med gas oplyste urskiver på Sankt Johannes Kirke. Urskiverne er i dag oplyste med elektricitet. Hvordan gasbrænderen har set ud, kan man gætte på. Men et eksempel kan være fire enkelte gasrør med en lille, messinghane med en såkaldt ”sommerfuglebrænder” . Den spredte flammen som en sommerfugls silhuet bag urskiverne sikret med nogle jern eller messingplader, for hver af urskiverne, så der ikke kom utilsigtet brand ved gasbrænderne. Forneden og for oven har pladerne løbet i en rille, så de kunne skydes væk fra hullerne, så man kunne komme til at tænde for gasbrænderne. Kirketjeneren har kunnet åbne og lukke for gassen alt efter årstiderne via en lille gangbro som stadig forefindes bag urskiverne, den er malet i en olivengrøn farve. Loftet ovenover er et såkaldt kassetteloft malet i samme grønne farve men med røde felter imellem de svære pommerske fyrrebjælker.

 

Jeg vil slutte med et vers fra salme 275 i salmebogen

Klokken slår, tiden går,
evigheden os forestår.
Lad os da bruge den kostbare tid,
tjene vor Herre med al vor flid,
så skal vi nok komme hjem!

 

Af Kirketjener Emeritus Tommy Holmberg Andersen